
Torsdag den 6. november havde Ringsted Sct. Bendts Rotaryklub fornøjelsen af at byde velkommen til minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V), som gæstede byens gamle brandstation for at orientere klubbens medlemmer om det nyoprettede ministeriums arbejde og det aktuelle trusselsbillede.
Det nye ministerium for samfundssikkerhed og beredskab blev etableret den 29. august 2024 og samler opgaver fra hele otte forskellige ministerier: forsvars-, justits-, finans-, erhvervs-, miljø-, digitaliserings- og ligestillings-, uddannelses- og forsknings- samt klima-, energi- og forsyningsministeriet.
Ministeren understregede, at områder, der før har været randområder i andre ministerier, nu er blevet centrale fokusområder for regeringen. Ministeriet har allerede rundet ansættelse af medarbejder nummer 100.
Under sit oplæg kom ministeren vidt omkring emner som det danske beredskabs styrker og udfordringer, de aktuelle trusler mod samfundssikkerheden samt regeringens overordnede strategi for håndtering af fremtidige kriser.
Efter oplægget var der mulighed for spørgsmål og debat, hvilket førte til en livlig og konstruktiv dialog mellem ministeren og Rotary-klubbens medlemmer. Aftenen bød på både ny viden og indsigter, som deltagerne kunne tage med sig videre.
”Vi takker for Torsten Schack Pedersen for et inspirerende besøg. Ringsted Sct. Bendts Rotaryklub ser det som en vigtig del af klubbens arbejde at være med til at sætte fokus på aktuelle samfundsemner – herunder samfundets beredskab og krisehåndtering,” siger klubbens præsident Allan Petersen.