Kære Kammerater
Jeg er desværre kommet lidt bagud med udsendelse af nyhedsbreve, derfor kommer der nogle stykker i rap.
/Piet
Ringsted Sct. Bendts Rotary Klub
Referat af møde nr. 30, afholdt torsdag 9. april 2026 kl. 18.30 på Brandstationen
Emne: Paraatlet Emilie Aaen fortalte om sit liv og sin karriere.
Om dagen at melde i øvrigt: Danmark flagede på halv – indtil kl. 12.00 – i mindet om 86-årsdagen for landets besættelse
37 rotarianere tilmeldt
HC (herefter: Klubmesteren) bød velkommen med et ”Rigtig hjerteligt velkommen! – skal vi ikke starte med at sige skål!”.
Det gjorde vi. Klubmesteren meddelte herefter, at der ikke var lagt sangbøger ud på bordene. Dette havde sin årsag; nemlig datoen (se ovenfor) samt ”det lort, der foregår i Mellemøsten”. Der var kort sagt brug for en fællessang, der gik imod krigen, og den fik vi med aftenens omdelte sang, ”Bella ciao”, som havde dansk tekst af Bjarne Jes Hansen. Sangens melodi gik så rent ind, at Bord 3 (efter bordfordelingen) tillod sig at afsynge et ekstra, niende vers: ”Og det var Maja / og det var Maja / Bella ciao, bella ciao, bella ciao ciao ciao …” som hyldest til hende, der står i køkkenet og fik lov at præsentere aftenens menu: ramsløgsmarineret skinkesteg med flødekartofler (det er sæson for konfirmationer, bemærkede vi diskret) og dertilhørende salat med blåbær og feta. Salatskålen blev tømt – uden at det på nogen måde skal ringeagte aftenens (øvrige) menu.
Claus Bøgelund, Ungdomstjenesten, bød efter kaffen velkommen til aftenens gæst, Emilie Aaen, som ville fortælle om sin karriere som paraatlet.
Emilie er 24 år, paraatlet, veninde til Claus’ nabos datter (hvilket afstedkom kontakten) og har rejst rundt som foredragsholder på fjerde år. Som Emilie Aaen indledte sit foredrag: ”Jeg er kommet for give jer et indblik i, at når livet slår en kolbøtte, skal man ikke sætte sig ned og græde.”
Emilie har været gymnast siden sin barndom. For hende var gymnastikken et trygt rum; et sted, hvor hun havde noget til fælles med andre. Efter skolen kom hun på gymnastikefterskole og fik dette skulderklap af en lærer: ”Du ku’ blive meget god, - hvis du gad.” Emilie søgte optagelse på juniorlandsholdet i gymnastik og modtog det råd fra den fysiske træner, at hvis hun brugte ekstra tid på at træne, så ville der for hende være en god mulighed for at komme på holdet. Det afstedkom en del tænken-frem-og-tilbage: for hvad med den tid, hun skulle bruge i gymnasiet og andre steder? Hun fortsatte med at kæmpe for en landsholdsudtagelse, men røg af holdet i en af de sidste udskilningstests.
I gymnasiet fandt Emilie en balance mellem det og gymnastikken. Endnu en gang søgte hun optagelse på landsholdet, denne gang i seniorklassen; atter mødte hun den fysiske træner – ja, den samme – og modtog et råd – ja, det samme – og røg igen af holdet i samme udskilningstest i forløbet. Under coronaen – hvor alt var lukket ned – styrkede Emilie sine færdigheder inden for styrketræning og blev endog bedre til spring. Dette medførte nye mål om en landsholdskarriere. Emilie var da 19 år og 3. G’er.
Vendepunktet indtraf onsdag den 27. januar 2021, hvor hun til træningen lavede en kendt teknikøvelse – en enkelt salto efter afsæt fra trampolin – og mærkede en forandring i det ene ben. Var det korsbåndet eller akillessenen, der var skadet? Emilie blev ekspressendt til Odense Universitetshospital, hvor en scanning afslørede, at skaden i benet havde medført manglende ilttilførsel i underbenet. En ny blodåre blev indsat under den første operation ud af mange på kort tid. Lægernes besked lød: ”Nu er det så op til din krop at finde ud af, hvad der skal ske.” Fredag blev Emilie underkastet en ny operation, efter hvilken lægerne antog, at hun formentlig ville udvikle dropfod. Under sin indlæggelse tabte hun sig og havde ikke meget overskud.
Søndag og igen mandag blev Emilie atter opereret og vågnede op til synet af en hær af læger, der stod bøjet ind over hende og meddelte, at hendes underben ville blive amputeret fra over knæet og ned. Hendes egen reaktion var: ”Okay – nu ved jeg, hvad der skal ske; der venter en fremtid.” Samme holdning indtog Emilies forældre: ”Nu var det værste overstået” – hvorpå de satte sig for at google protesemodeller.
Efter den femte og sidste operation, hvor underbenet blev amputeret, blev Emilie rådet af en sygeplejerske til: ”Du må alt – i det omfang, du kan.” Noget sådant skulle man passe på med at sige til én som hende! – så seks dage efter stod hun første gang igen på hænder. De første øvelser hos fysioterapeuten var ikke ubekendte for Emilie; de mindede for hende om de styrkeøvelser, hun havde foretaget som gymnast – blot uden vægte.
Men amputationen medførte psykiske udfordringer. I drømme havde hun to ben – andre gange anede hun ikke, om hun gik omkring på to eller et. Fantomsmerter og fantomfornemmelser var andre følgevirkninger i kampen for at forstå, at der var et ben, som ikke længere var der. Fantomsmerterne – der svarer til kramper i et ben, der ikke kan strækkes ud – blev trænet væk gennem øvelser foran et spejl, morgen og aften.
Spørgsmålet ”Hvad nu hvis” gav også tanker, der var udfordrende for Emilie. ”Hvorfor lige mig?” Samtaler med hendes træner lærte hende at erkende, at hun ikke kunne ændre på sin fortid, men at hun kunne påvirke sin nutid. Hendes far havde lært hende, at livet er en forhindringsbane – og Emilie så dette billede på sit liv som en mulighed til at få motivation til at komme videre.
Fysisk set skulle hun lære at gå. Der gik 24 timer, så var hun i gang. Medvirkende til hendes motivation var tanken om, at hun flere gange havde sprunget – som ved ulykken. Nogle gange bliver det et perfekt spring, andre gange går man på r*ven – men stop aldrig, sagde Emilies mindset hende.
Coronaen havde til følge, at der for Emilie blev mere tid til daglig genoptræning på Rigshospitalet. Desuden gik hun til online-undervisning i 3. G og havde gymnastikken at vende tilbage til. Dog turde hun ikke smide sin sidste krykke – men havde alligevel sat sig som et mål, at hun om halvanden måned ville springe ud som student og feste igennem, uden krykke. Vendepunktet indtraf, da hun mødte en anden kvinde, som også var protesebærer og lærte Emilie, at hun skulle acceptere, at protesen gik sammen med hende – at protesen VAR hendes ben.
At vende tilbage til gymnastikken var en udfordring. Emilie indså, at da hun havde lært at gå, kunne hun også lære at hoppe og springe. Men at sætte fra på en trampolin – det var det sværeste. Men hun lærte at overvinde sin frygt og gjorde det.
Drømmen om at blive efterskolelærer levede – og lever – i Emilie. Siden hun var 13 år, har hun trænet børn til gymnastik, og da hun efter studentereksamen vikarierede på en folkeskole, erfarede hun talemåden om, at børn er de bedste psykologer: ”Åh, et ben du har! – jeg vil osse ha’ sådan ét!” Via kommunen fik Emilie et ”blade” – en bøjelig protese til at løbe med – og i foråret 2022 var hun tilbage på gymnastikgulvet, med på holdet, og fandt at hun var okay.
Drømmen om en rejse i 2½ måned i Asien med en veninde blev også opfyldt. Her oplevede hun for første gang nogen sinde at surfe. Men det var også på rejsen til Asien, at hun blev ramt af en nedtur. Protesen gik i stykker ved at låse sig 90 grader. Emilie følte, at hun for anden gang havde mistet sit ben. Forklaringen på defekten lå i, at protesen er en computer med Bluetooth – som formentlig var blevet hacket. Emilie måtte flyve hjem til Danmark, og en time efter landingen, var protesen i orden igen. Men det var hun ikke. Hun rejste ud igen – men vendte hurtigt hjem igen. For hun var ikke okay.
Hvor finder man motivationen igen efter en nedtur? Emilie valgte at satse på paraatletikken. Ikke løb, men derimod spring. Hendes træner lærte hende, at et længdespring er sammensat af tilløb, afsæt, spring og landing – nøjagtig som hun tidligere havde trænet trampolinspring.
I foråret 2024 deltog Emilie i sit første internationale mesterskab og opnåede at blive klassificeret som atlet. Kravet til VM samme sommer var et spring på 4 meter og 20. Hun bestod kravet – men stod samtidig og havde sine tanker. Atletik er en individuel sport, og ville en holdspiller hun kunne klare det? Eller ville hun satse på at begynde på lærerstudiet samme sommer? Atletikken vandt, og i sommeren 2024 deltog Emilie ved PL i Paris efter en firemåneders plan lagt og gennemført i samarbejde med sin træner.
PL i Paris var al hendes træning og afsavn værd, erkendte Emilie. Hun indså, at de andre danske paraatleter VAR hendes hold, der gav hende støtte – også uden for banen. Alle de gode oplevelser lærte hun meget af.
Året 2025 havde som overskrift ”Hvad vil jeg med mit liv?”. Men året endte for Emilie med, at hun genfandt balancen – også fordi hun har fundet ud af det gode i at holde pauser undervejs. Alt skal ikke nødvendigvis ligge klar. Uddannelsen som efterskolelærer vinker et sted i fremtiden. Det samme gør en fremtid som paraatlet – med deltagelse i PL 2028 i Los Angeles. Som springer. Men måske også som sprinter …
Allan A. Petersen (i det følgende: Præsidenten) takkede Emilie Aaen og overrakte en check på 5.000 kr. til bidrag til hendes videre paraatletiktræning. Der var stående applaus fra forsamlingen. Som referenten aldrig nogensinde har oplevet så lyttende og tilstedeværende.
Der var gode spørgsmål og kommentarer fra forsamlingen. Og to siddende applauser mere. Samt personlige taksigelser efter foredraget.
Præsidenten rettede på ny en kæmpestor tak til Emilie Aaen samt Ungdomstjenesten ved Claus Bøgelund og Brian Mau.
Af fødselsdage har der været to:
Peter Dinesen fyldte 59 den 5. april, og dagens fødselar John-Erik Noer fylder 52.
Næste møde er arrangeret af ”vores huspræst” (sic!) og foregår på Høm Mølle, hvor værtsparret Dennis og Marcella tager imod og viser rundt. Der har været mulighed for at melde fra, så deltagerantallet ventes at være oppe på de 40.
Ringsted Rotary Klub holder sit næste møde på mandag med medlemsoptagelse (en kommentar fra salen: ”De har plads!”).
Under eventuelt meddelte Piet Zacchi, at der er tilvejebragt en ny PHF-nål til en medrotarianer, der har tabt sin.
Niels Elmhoff meddelte tillige, at et par sko – der var fundet efterladt efter portvinssmagningen (!) – fremdeles er i Elmhoffs varetægt. Den potentielt barfodede rotarianer kan møde op og afhente dem.
Mødet blev ringet af klokken 20.12.
/ Referent: Otto