Ringsted Sct. Bendts Rotary Klub
Referat af møde nr. 4, afholdt torsdag den 28. august 2025 kl. 18.30 på brandstationen, første sal.
Emne: Besøg af udvekslingsstudenterne Aaron og Angelo
Om dagen at melde i øvrigt: 20 grader, kraftig regnbyge før mødestart, som på et splitsekund tømte tagterrassen (ja, de kom alle ind, ingen sprang ud fra taget).
I morgen aften er der Ringsted-Natten, i samme anledning holder Skema åbent til klokken 02.00
35 deltagere tilmeldt
Enkelte bip fra mobiltelefoner, men ingen opkald, der udløste nye navne på portvinslisten.
HC (herefter kaldet Klubmesteren) bød festligt velkommen med en indholdsrig tale: ”Skål!”.
Særligt velkommen til udvekslingsstudenterne og deres familier resp. værtsfamilier.
Eftersom Maja holder ferie (ikke barsel, som det blev uskyldigt gættet fra Bord 5), havde Klubmesteren taget fri og lavet mad.
Broccolisalaten med bidrag fra grøntsagspyramiden, i.e. peanuts og bacon var ledsaget af 12 kilo flødekartofler (i alt) og 3 frikadeller (til hver).
Desserten: rabarbersandkage med resultatet af en gennemgående oprydning i portvinsskabet samt kaffe og the.
Det viste sig, at der også fandtes dessertgafler i mødelokalet (da Klubmesteren først havde fundet dem).
At salaten, baseret på hele fire broccolihovedet, var ovenud populær, kunne konstateres af, at skålene blev tømt først. Imponerende.
Aftenens sang: ”Marken er mejet” med tekst af Adolph Recke, som døde som 47-årig – formentlig inden han skrev sangteksten.
Inden afsyngning nåede Klubmesteren at uddele bordnumre. Jørgen Betjent bidrog til ”Det vidste vi heller ikke om Rotary” med denne påtale til Klubmesteren: ”Bordet med alderspræsidenten bliver altid tildelt bord nr. 2”.
Allan Petersen (herefter kaldet Præsidenten) bød velkommen til Kurt Nielsen og gav ham ret til at lede og fordele mødet. Kurt takkede for ordet og gav ordet samt billederne videre til udvekslingsstudent Aaron. Som tog ordet, da der rent teknisk kom hul igennem (en bemærkning fra Bord nr. 5: ”Underligt? - den plejer at virke?”).
Aaron Jurak, 17 år, var iført en hel del raslende pins og badges, udvekslet med andre udvekslingsstudenter, på sin mørkeblå blazer. Ved den seneste optælling blev tallet opgjort til 72, men der lå flere derhjemme, oplyste han.
Sammenfattet erklærede Aaron, at året fra august 2024 – juli 2025 har været 100 % det fedeste år i hans liv; oplevelsen har 100 % ændret ham og hans synsvinkel på verden. Ja, beslutningen om at blive udvekslet og rejse til Australien havde været den bedste beslutning i hans liv, taknemmelig som han var for oplevelsen og for at have lært at leve i nuet. Aaron lærte at se på, hvad han har, og ikke på, hvad han ikke har.
Året i Australien blev tilbragt i staterne Victoria, New South Wales og Queensland, hovedsagelig omkring byen Yarrawonga, beliggende tre timers kørsel fra Melbourne (staten Victoria). Byen blev beskrevet som western-agtig og med én lang hovedgade. Havde man set den, havde man set hele byen.
I et meget detaljeret foredrag med mange billeder på én gang blev vi præsenteret for Aarons fem værtsfamilier og de mange former for sport, han havde oplevet og praktiseret. Australsk fodbold kræver en lang forklaring (som vi så ikke fik), men Aaron fik overværet to kampe med det lokale hold Geelang Cats, som naturligvis vandt dem begge. Indbyggerne i denne sportsgale nation spiller meget golf; således har værtsbyen Yarrawonga med sine 7-8.000 indbyggere 5 golfbaner og 2 -klubber. Et par busture med de andre udvekslingsstudenter stod også højt på listen – og ikke kun på grund af ocean rafting på havet ved Whitehaven Beach samt snorkling ved Great Barrier Reef. Det var fællesskabet og venskaberne, der talte mest.
At opleve australsk jul og nytår i sommerferien var også en oplevelse – med 42 graders varme og selvfølgelig ingen sne (sic). Opholdet bød også på et møde med en edderkop, stor men giftfri, samt to slanger, der også var skræmmende, om end de begge var døde. Dyrene i den lokale zoologiske have i Noosa var til gengæld levende, med koalaer, wombats og kænguruer at klappe. Turen var en julegave fra en værtsfamilie. En anden gave, Aaron skulle opleve, var et gruppebillede taget i sofaen i anledning af en fødselsdag hos en værtsfamilie; en stærk og inkluderende oplevelse.
Adspurgt fra forsamlingen kunne Aaron bekræfte, at også skolegangen i Australien havde været anderledes, som fx at skoledagen ligger fra kl. 9 til 17. Sammenlignet kan han bedst lide skolemiljøet hjemme i Danmark, men det bliver en udfordring at skulle bruge fagudtryk i fysik, biologi m.v. på dansk – igen! – når nu de engelske udtryk lå så godt i munden.
Til sidst takkede Aaron forsamlingen for at lytte og at have sponsoreret hans udvekslingsophold. Uden Rotary – intet år i Australien.
Der var stående applaus fra forsamlingen.
Herpå blev ordet givet til Angelo Ynga, 15 år og vores udvekslingsstudent fra Peru, p.t. residerende i 41-00 Ringsted, Denmark.
På et PowerPoint-diasshow fik Angelo præsenteret forsamlingen for sit land, byer og steder som Lima, Puno, Piura, Cusco, Machu Picchu og Ica, kendte peruvianere, traditionelle danse som wititi, festejo, huaylos og marinero, madretter samt drinks som pisco, pisco sour, imea kola og chicko marade.
Angelo bor i byen Arequipa med sin familie. Han er glad for fodbold og volleyball, for sine venner og at gå i byen.
Der var stående applaus fra forsamlingen.
Kurt Nielsen takkede især og kommenterede med en kommentar til et billede af Angelo som lille, at det var trist, at familien havde ”no shower, so that they had to push you into the washing machine”. Den forstod den unge mand med et smil.
Aarons bror havde også været udvekslet, dog til USA, men på samme tid.
Oplagt var det at spørge drengenes mor, Ildiko fra Gørlev Rotary Klub, om hvordan det havde været at få drengene hjem. ”Det var hårdt at få dem sendt ud – og hårdt at få dem tilbage,” bekræftede hun. Det kræver faktisk tålmodighed, eftersom man sender to børn ud i verden og året efter tager imod to unge mænd, selvstændige og med egne meninger. Som hendes søn havde sagt, havde det været ”a life changing experiment”.
Der var stående applaus fra forsamlingen.
Præsidenten og Angelo fik udvekslet Rotary-faner. Øjeblikket blev udødeliggjort af forsamlingens fotograf; der henvises til Facebooksiden.
Kurt modtog en tak for aftenens forløb.
Siden sidste Rotary-møde har ingen medlemmer haft fødselsdag.
Næste møde, den 4. september, afholdes som kaminmøde.
Check jeres mail og se, hos hvem I skal møde op (eller om det er jer, der er udpeget som vært).
Ringsted Rotary Klubs næste møde holdes tilsvarende som kaminmøde.
Eventuelt:
Mødet den 11. september er det årlige Rally med vores søsterklub.
Vi mødes klokken 18.00 (bemærk tidspunktet) på brandstationen og cykler til mødet.
Niels Peder Christiansen har haft besøg i halvanden uges tid af Jordan, tidligere udvekslingsstudent, og skal hilse. Jordan fik også et gensyn med tre ringstedere, som han mødte under sit udvekslingsophold.
Mødet blev ringet af kl. 20.21.
Referent: Otto