Ugebrev nr. 39
Udemøde 18-06-2026
Udemøde - Hørkram i Sorø

Ringsted Sct. Bendts Rotary Klub
 
Referat af møde nr. 39, afholdt torsdag den 18. juni 2026 kl. 18.30
 
Emne: Udemøde – virksomhedsbesøg hos Hørkram i Sorø
 
Om dagen at melde i øvrigt: Fodbold-VM er over os. Under aftenens møde spillede Tjekkiet og Sydafrika 1-1
 
Antal tilmeldte deltagere: 30 – samt fire gæster. 
Ingen præsident, ingen portvin.  Måske vi oplever det næste gang - ?
 
International tjeneste tog imod i receptionen med uddeling af blå gæstekort til de fremmødte.  Piet Zacchi havde forinden loyalt videredistribueret virksomhedens sikkerhedsråd.  Disse blev alle fulgt.  I lokalet ovenpå blev der trakteret med sandwiches fra Forni’s (”Der plejer at være to til hver” – hvad der osse var) med tempererede drikkevarer. 
 
Aftenens vært illuminerede de pink stearinlys på bordene, inden hun tog over med ordene ”Så må vi til det …”.  Lone W. Petersen er økonomi- og HR-direktør med 25 års anciennitet i Hørkram samt en revisorfortid (og det er ikke så ringe endda / red.). 
 
Virksomheden havde sin opstart på 25 kvadratmeter i Sorø by, ekspanderede, fusionerede med en anden familievirksomhed (Schultz i Solbjerg ved Aarhus) og er i dag overtaget af Tysklands største privatejede grossist, CITTI ved Familien Lüthje.  Hørkram har i dag afdelinger i Sorø og Hørning ved Aarhus; CITTI har i Skandinavien etableret sig i Malmö og Göteborg – herfra venter resten af Sverige, men landet er trods alt stort, og det er fremdeles en betingelse, at virksomhedens lastbilchauffører kan komme hjem igen fra tur samme dag.

Hørkram har p.t. 1.250 medarbejdere, 349 lastbiler og 32.000 varenumre på lageret.  En årlig omsætning på 5,1 mia. kr. – og den er støt stigende.  Afdelingen i Sorø har 862 medarbejdere, 247 lastbiler, der tilbagelægger 6,8 mio. km (”Så I ser os nok tit her på Sjælland”) samt leverer 105.800 tons – og råder over 62.500 m2 med 102 porte.  Omsætningen i afdelingen udgør 3,5 mia. kr.  Elforbruget udgør 12 mio. kWh.  (Vi lader tallene stå).

Der er købt jord af kommunen (”Dejligt at være en stor virksomhed i en lille kommune”) til udvidelsesmuligheder på op til 130.000 m2 med omkringliggende plads.  Det nyanskaffede areal viste sig at indeholde en mergelgrav med frøer som potentielle indbyggere.  Disse har nu fået ny bolig i tre nygravede huller i et hjørne af arealet.  Afdelingen i Aarhus har 392 medarbejdere, 102 lastbiler og råder over 33.000 m2.  Også her er der ønske om udvidelse, 80.000 m2.  I afdelingerne i Sverige er ansat godt 100 medarbejdere, en flåde på lidt over 30 lastbiler samt 7.000 m2 til rådighed.  CITTI har afdelinger i Tyskland, Holland, Østrig og navnlig Polen, hvor der ekspanderes en del. 
 
Kundegruppen er firmaer og det offentlige – med 42 % inden for gastronomi, 37 % i den offentlige sektor, 16 % i kantiner og 5 % i andre-gruppen, men som sagt: ingen privatkunder.  Målet er, at kunderne skal få det hele – én gang om dagen og med én lastbil.  Parolen er klar: afgives der bestilling senest kl. 23, leveres varen næste dag.  Faktureringen falder gerne på uge- eller månedsbasis.  ”Vores fornemmeste opgave er at have det på hylderne, som kunderne vil have.”

Fisk og kød opskæres på virksomheden og efter kundespecifikke ønsker, fx mindre kødportioner leveret til plejehjemmene.  25 % af omsætningen udgøres af salg af økologiske varer.  Der sælges daglig 5 tons fisk og formes 40.000 burgere pr. dag seks dage om ugen.

Det landsdækkende salg kræver konsulenter, der med stort kendskab til sortimentet giver kommende kunder kendskab til kød, fisk, frugt og grønt, økologiske varer, vin og non-food.  Dertil modtager kunderne inspiration og nyheder med kataloger (i papir, vi så dem selv), digitale tilbudsmagasiner, nyhedsbreve, Facebook og LinkedIn samt kampagner via virksomhedens website.  Hørkram afholder to årlige messer i henholdsvis København og Fredericia med inspiration, smagsprøver og trends.  Det tyske moderselskab ejer Kiel Arena og håndboldklubben i samme by; dette giver store fordele ved messer syd for grænsen. 

Virksomhedens webshop har 22.200 aktive brugere med 19.100 aktive kundenumre – og 1.73 mio. ordrer, svarende til godt 94 % af den årlige omsætning; unægtelig en langt større andel end i Tyskland.  Hørkram er kåret til Danmarks bedste B2B-webshop med førstepriser i Coronaåret 2020 samt 2024 og 2025, dertil blev Guldprisen (givet på tværs af brancher) modtaget i 2024. 

Også i bæredygtighed kan Hørkram være med fremme.  Bilflåden: Af 100 % elektriske lastbiler forventes 74 ultimo 2026, hertil ejes 21 hybridlastbiler samt lastbiler med CO2-køling.  Solceller: 27.000 m2 i Sorø, 2.110 m2 i Aarhus – primært på tagarealer, som leverer halvdelen af virksomhedens kWh-forbrug.  Hertil er der anlagt 7.000 m2 sedumtag i Sorø.  Der genanvendes overskudsvarme i Sorø; efter sigende bliver 23 % af varmen i kommunen leveret af overskudsvarmen fra Hørkram. 
Kunderne kan få optimeret deres indkøb over virksomhedens website via en klimaguide, der giver nemt overblik over nøgletal som animalsk vs. vegetabilske varer, dyrevelfærd, fly/no-fly-levering og økologi. 
Blandt bæredygtighedstiltagene er virksomhedens kamp mod madspild, bl.a. ved One/third-tænketanken, EU's forskningsprojekt FoodRus og madspildsbutik for medarbejdere.  Målet er sat på 50 %’s reduktion af madspild inden 2030.  Også overfor virksomhedens medarbejdere arbejdes med bæredygtighed via high:five-projektet, sporskifte for udslidte medarbejdere, alliancen (at lære medarbejderne basale færdigheder i dansk, sprog og regning i arbejdstiden) og ansættelse af medarbejdere af mange nationaliteter. 
Hørkram er belønnet/berømmet for Danmarks bedste klimaindsats inden for erhvervslivet – foran Arla og Carlsberg. 
 
Inden rundvisningen blev deltagerne iført orange veste – til beskyttelse mod de hurtigkørende motoriserede køretøjer på viktualie-, frugt- og grønt-, frost- og kølelageret.  Rundvisningen faldt stort set uden for referat: dog noteredes en pingvinagtig adfærd med små skridt og kuskeslag under besøget på frostlageret i 22 minusgrader; under det korte besøg faldt ingen spørgsmål, tak for det.  Overgangen til besøget i distributionen og logistikken var brat og medførte duggede brilleglas i massevis.  Der blev taget selfies af enkelte brillebærere – dem viser vi så ikke.
 
Under kaffen med træstammer faldt dagens sidste spørgsmål.  Virksomhedens ansatte er tvungne medlemmer af kantineordningen til 400 kr. om måneden (”Kan man blive medlem?” spurgte en rotarianer (vi holder Henning anonym)).  Under devisen ”Hvis ikke vi skulle have en god madordning, hvem skulle så?” har Hørkram åbent i kantinen kl. 7-9, 11-13.30 samt varm mad kl. 19, 21.30 og 22.30.  Især mange unge medarbejdere foretrækker stegt flæsk med persillesovs frem for energidrik og cigaretter. 
 
Der arbejdes i faste hold dag og nat, døgnet rundt, ugen igennem.  Helligdage er ikke ensbetydende med fridage, når der blandt kunderne findes restauranter med stor belægning på helligdage.  Flere og flere ønsker varer leveret på lørdage, hvor der er 75 chauffører på arbejde.  To vikarbureauer er tilknyttet, også i forbindelse med sommerferieafløsning. 
 
Størstedelen af bilflåden vaskes i egne vaskehaller.  Lastbilerne – Volvo, Scania og MAN – får mekanikerbistand på lokale værksteder, som virksomheden har et godt samarbejde med. 
 
Niels Peder takkede for en fantastisk, spændende aften.  Forsamlingen kvitterede med 3 flasker vin og et stående bifald til Lone.
 
Past præsident Simon Fjord takkede Lone og anerkendte, hvordan det mærkes, at hun brænder for Hørkram. 
Tak tillige til Niels Peder og international tjeneste samt aftenens fire gæster.
 
Siden sidste møde har Michael Nielsen halvrundet de 65 år – på vej ud ad svingdøren, som past præsidenten bemærkede. 
 
Næste møde den 25. ds. bliver sæsonens sidste, præsidentskiftet afholdes på Skjoldenæsholm.  Husk dresscode og at smile, når der tages klubbillede.  Eventuelle afbud skal meldes i god tid, eller senest tirsdag den 23. kl. 12.00.
 
Ringsted Rotary Klub holder sit næste møde på mandag den 22. juni ved præsident elect.
Mødet blev lukket klokken 21.04.
 
Referent: Otto.