Ringsted Sct. Bendts Rotary Klub
Referat af møde nr. 9, afholdt torsdag den 2. oktober 2025 kl. 18.30 på Brandstation
Emne: Ego branch-møde v/Brian Mau
Om dagen at melde i øvrigt: endnu en flot og nærmest skyfri sensommeraften over Ringsted med 12 grader. Enkelte mødedeltagere begyndte aftenen på tagterrassen. Solen gik ned klokken 18.45
En enkelt mødedeltager var nær gået igen ved synet af aftenens menu: ”Jeg siger tak for i aften – nogen, der vil med på Rådhuskroen?”.
33 tilmeldt til aftenens møde
Efter at have (nået at få) delt vimpler ud på bordene åbnede HC (herefter kaldet Klubmesteren) mødet klokken 18.31 med et ”Skål og velkommen til!”.
Oktober aftenens kølige præg på vinbeholdningen afstedkom denne hilsen fra Præsidentens bord: ”Jeg har fået kold kartoffelsalat, der var varmere end denne rødvin”.
Klubmesteren fortsatte den gode stil med at hylde aftenens taler som et medlem, som har hånden på kogepladen til hverdag – og hvordan kan han i det hele taget være inde i en 11 kilos vaskemaskinetromle?
Deltagerne reagerede ved ikke at rejse sig for at give deres bifald. Desuden stillede den veloplagte Klubmester en gåde, der blev aftenens bidrag til ”Dette vidste vi ikke, at vi skulle blive klogere på ved at gå til Rotarymøde”: ”Hvorfor hedder det hårde hvidevarer?” Svaret var indlysende. Og forbliver en gåde for dem, der ikke mødte op.
Menuen viste sig at være et endnu større nedslag i Rotarys historie, idet der første gang blev serveret – men ikke spist op af – stegt lever.
Menuen var kreeret af Maja efter ønske af aftenens taler og lød i sin helhed på stegt, paneret kvielever med bløde løg og citron samt brasekartofler stegt med salvie, hertil hakkede rødbeder, tomat- og citronskiver samt en massiv brun sovs. Der blev spist op af kartoflerne. Inden man gik til buffet’en og lagde ud med aftenens sang, blev bordene fordelt efter subjektiv begrundelse: Brian Maus bord blev bord 1, grundet hans præg på menuen, Præsidentens bord blev bord 2, Peter Dinesen var tilbage fra ferie og sad ved bord 3, Piet havde udvist god vilje ved at indlede en eftersøgning efter batterier og blev belønnet med bord 4, alt imens bord 5 allerede havde rejst sig og fik indirekte besked på at tage plads igen.
Aftenens sang, ”Septembers himmel er så blå”, passede glimrende til aftenhimlen og var motiveret med manglen på hjemmemøder og heraf følgende fællessang gennem hele september.
Efter forsamlingens stående, stille tak til Brian Mau for aftenens tale, tog Allan Petersen (herefter kaldet Præsidenten) over.
Af fødselsdage har der siden sidste klubmøde været to, endog samme dag den 30. september:
Martin Rømer er fyldt 51
Otto Lundgaard 58 (og ikke omvendt, som visse mødedeltagere gættede, formentlig på vej til Louis Nielsen).
Næste møde den 9. oktober er arrangeret af Ungdomstjenesten med en politisk agenda på dagsordenen.
Husk, at der er efterårsferiepause i uge 42.
Ringsted Rotary Klub mødes på mandag med et besøg på Aleris Privathospital.
Under eventuelt tog Torben Jensen ordet og falbød honning fra eget lager.
Kurt Nielsen oplyste, at der er endnu én ledig billet tilbage til portvinssmagningen den 3. november kl. 16.00-18.00 med efterfølgende spisning og rødvin på Lundgren VIP i Bagerstrædet, ikke nr. 221b men nr. 6.
Mødet blev ringet af kl. 20.06.
Referent: Otto.