Ugebrev nr. 40
Udemøde 25-06-2026
Præsidentskifte - Skjoldenæsholm Slot

Ringsted Sct. Bendts Rotary Klub
 
Referat af møde nr. 40, sæsonens sidste, afholdt torsdag den 25. juni 2026 kl. 18.30
 
Emne: Udemøde – præsidentskifte, afholdt på Skjoldenæsholm Slot
 
Om dagen at melde i øvrigt: Dagen er ”Beatles Global Day”; denne dato i året 1967 optrådte beatlerne i den verdensomspændende tv-transmission ”Our World” med indspilningen af singlen ”All you need is love”. 
 
Aften temperaturen lå et sted mellem 25 og 30 grader Celsius.  Det bliver værre hen over weekenden, men den afgående præsident havde gode råd med sig (men ikke portvin).
 
Antal tilmeldte deltagere: 43. 

Aftenens værtspar, Niels og Dorothea Bruun de Neergaard, var fraværende, men havde – repræsenteret ved to af deres døtre – generøst lånt boligen ud til aftenens vigtige møde.
 
Klubtjenesten v/Jørgen Petersen tog godt imod med regibemærkningen ”Er den ikke halv?”.  Det viste sig, at det var den, hvorfor Jørgen kunne byde velkommen til præsidentskifte på Skjoldenæsholm, ”Bedre rammer kunne vi ikke få, tak til Niels og Dorothea” – og ingen modsagde ham. 
Jørgen knyttede en række personlige betragtninger til stedet; idet han er kommet her gennem tre generationers ejerskab. 
Første led, Ejner Bruun de Neergaard, var en driftig herre og oprettede bl.a. det lokale Jystrup-Valsølille Brandvæsen, hvor medlemmerne havde ret til at bære hjelm og økse. Næste slægtled, Vilhelm og Merete, tog over med landbrug, skovdrift og skopudsning (for gæsterne på hotellet og konferencecentret), golfbanen og sporvejsmuseet kom også til. 
Endelig tilstod Jørgen, at Præsidenten (som ved aftenens begyndelse hed Allan A. Petersen) har magten, æren og taleretten, når vi går til bords.  ”Mere er der ikke,” erklærede Jørgen og udråbte et ”Skål og velkommen!”
 
Efter det obligatoriske gruppebillede, taget på trappen ud til haven, gik man til bords. 
Alle – med undtagelse af past præsident Simon Fjord – havde smidt jakker og blazere.  Forretten bestod af hvidløgsstegte tigerrejer på et leje af pesto af ramsløg samt tomater, sommerbeder og persillesalat; hovedretten af mediumstegt dådyrvildt på en glace med sødme og smag af blåskimmel, hvortil smørstegte nye kartofler samt ovnstegte gulerødder og forårsløg.

Efter middagen tog Præsidenten ordet ved at ringe på klokken og oplyse, at han ikke var den store taler.  Indrømmet: Det kunne man så ikke mærke på hans tale om rigets tilstand – anskuet ud fra det sidste år.
 
Alle blev takket af Allan for hans modtagelse som klubbens 54. præsident.  Det var med nervøsitet og ærefrygt, at han gik ind til kaldet, men også i bevidstheden om, at alle præsidenter har formet klubben – og at hans eget mål var at efterlade klubben i samme gode stand, som han modtog den i.  Service above self og det gode kammeratskab var det, Allan satte højst, og dette mål er nået, ”med et minimum af håndgemæng og ingen blå øjne” samt en god og fin stemning i klubben.  Medlemstallet har ligget stabilt på 48, med en nettotilgang på 0 = afsked med et medlem og et kommende velkommen til et nyt. 

Tjenesterne blev takket for deres indsats med følgende nedslag i året, der gik: Enhvervs- og virksomhedstjenesten for en aften om digitalisering og AI, Samfundstjenesten for fællesmødet med den anden klub hvor seks lokale politikere stillede op, Ungdomstjenesten for besøget af paraatleten Emilie Aaen, International tjeneste for besøget af minister Torsten Schack Pedersen og Klubtjenesten for en super-madlavningsaften, hvor der blev lavet onepotpasta efter princippet ”Keep it simple, stupid!”; ved samme lejlighed blev Piet Zacchi kåret til Årets rotarianer.  Allan var tillige stolt over den gennemgående høje mødeprocent (og mindede passende om, at man husker at melde afbud ved fravær). 

Økonomien ser fornuftig ud med et mindre overskud; af donationer er givet én, nemlig til Emilie Aaen på 5 tkr. 

Af hædersbevisninger blev Piet Zacchi tildelt 100%-nålen samt stående applaus for sin mødeprocent på samme niveau. 

Kurt Nielsen blev overrakt Paul Harris Fellow-nålen som tak for udvikling og støtte af udvekslingsprogrammet samt sin indsats med udvikling af skoleforhold i Thailand.  Også her var der stående applaus samt latter i anerkendelse af en ufrivillig rødvinsmarinering af nålen. 

Niels og Dorothea Bruun de Neergaard blev endnu en gang takket for gæstfrihed; tak tillige til bestyrelsen for opbakning og godt samarbejde, til Kim Elfving og KE-Ejendomme for leje af lokalerne i brandstationen samt til Maja for hjemmelavet mad året igennem. 

”Vores klub står stærkt, medlemsmæssigt, økonomisk og kammeratligt” erklærede Allan, som glæder sig til at følge Henrik Hvidestens ledelse i det kommende år.  ”Det har været en glæde at være præsident – og husk at bruge solcreme!”  Med disse ord takkede Allan af som præsident.
 
Efter overrækkelse af kæde og nål takkede Henrik Hvidesten for kaldet som præsident – til stående applaus.  Henrik takkede Allan for at have nået sit mål og kommenterede, at Ringsted by havde sat flagallé op. 
Simon overrakte herefter Allan sin past præsident-nål.
Henrik præsenterede sin bestyrelse; sekretær Christian Pedersen var fraværende, men modtager sit skilt inden længe.  Keld Egelund modtog som ny klubmester sit emblem samt nøgler af afgående klubmester HC.  Der var hverken nål eller skilt til Torben Ridder og Otto Lundgaard, der tager en sæson mere som hhv. kasserer og ugebrevsredaktør, med tak for deres forventede indsats. 
Endelig blev Piet Zacchi præsenteret som præsident elect. 

Der blev taget gruppebillede af bestyrelsen, inden Henrik ønskede alle en rigtig god sommerferie: ”Og husk Allans råd at om huske solcreme; når man først er blevet rød, så er skaden sket.” 

Næste møde ligger den 6. august; et tiltrædelsesmøde, måske med optagelse af nyt medlem. 

Ringsted Rotary Klub holder sit næste møde på mandag den 29. ds. med præsidentskifte. 

Jens Karlsen fylder år i morgen.

Mødet afsluttet kl. 20.32 med aftenkaffe i haven.

Referent: Otto.
 
p.s.: Allans reference til solcreme er at finde i denne video
Ringsted Sct. Bendts Rotary Klub - Præsidentskifte 2026 - Skjoldenæsholm SlotFlotte omgivelser - Flotte Fyre