Ringsted Sct. Bendts Rotary Klub
Referat af møde nr. 22, afholdt torsdag den 29. januar 2026 kl. 18.30 på Ringsted Rådhus
Emne: Borgmestermøde på Rådhuset
Om dagen at melde i øvrigt: Den koldeste januar måned siden isvinteren 2010 er målt.
Og fortsætter ind i februar.
37 tilmeldte deltagere, af hvilke 34 havde fordelt sig i Byrådssalen – med 21 pladser besat og 13 på tilskuerpladserne; sidst ankomne rotarianer (og vi holder Martin Falk Rømer anonym), kom 3½ minut for sent og åbnede stemningen med et ”Nu kan I godt begynde!”
Samfundstjenesten v/Henning Jensen bød velkommen med ønsket om et stadigt godt nytår (eller et stadig ønske om et godt nytår, meldingen holdes åben) samt en tak til borgmester Andreas Karlsen for at dele aftenen med os.
Velkomsten blev suppleret med et portvins-skålende Til lykke! – til samme borgmester (thi vi har kun den ene) med 30 års-fødselsdagen i morgen.
Henning gav myndigt Andreas Karlsen lov at tale i byrådssalen med ret til at blive efterfølgende grillet i kantinen (læs: under forsamlingens spørgetid).
Andreas Karlsen (i det følgende kaldet Borgmesteren) vedkendte sig sin unge alder som Danmarks yngste borgmester – og er ydmyg heroverfor. Det konservative Folkeparti fik 40,5% af stemmerne ved sidste års kommunalvalg, hvilket gav 10 ud af 21 pladser i byrådet; med fem mandater fra henholdsvis Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Venstre er dannet et stort flertal, der kan give det brede samarbejde, som alle partier udtrykte ønske om under valgkampen.
Det er noget fuldstændigt andet at være borgmester end byrådsmedlem, hvilket Borgmesteren har været i de seneste to fulde valgperioder. Det var en kæmpe oplevelse at deltage i kongeparrets nytårstaffel på Amalienborg – på vegne af Ringsted Kommunes borgere – iført kjole og hvidt (indkøbt i byens lokale Mr) samt borgmesterkæde.
Borgmesteren fortalte yderligere, at der ventes en organisationsændring i kommunen fra enhedsdirektion til større politisk eksekveringskraft. Der er endvidere ansat en veterankoordinator for de 300 tidligere udsendte, der bor i kommunen. Byrådet er – om end tidligere end ventet – gået synligt og offentligt i pressen med uheldige sager, jf. den aktuelle sag om taget på Hal A. Ligeledes med dagens anden aktuelle sag – en forventning om besparelser på 55 mio. kr. på næste års budget (på i alt 3 mia. kr.) – blev forklaret med et fald i indtægterne, jf. fraflytning af arbejdskraft efter lukningen af Danish Crown-slagteriet samt det forhold, at boligudstykningerne er bagud, samt en udgiftsstigning inden for specialområdet.
Byrådet har sidste weekend været afsted på byrådsseminar på Skjoldenæsholm Slot. Tiltaget skal hjælpe til, at man bliver bedre til at se ud ad forruden end bagruden.
Desuden er det en ambition at vedtage et adfærdskodeks, der skal sikre bedre samarbejde.
Med hensyn til boligudviklingen ses positivt på parcelhusudstykning på Hulemarken og Guldkysten, i Benløse og Kværkeby samt i indre by.
Med hensyn til erhvervsområdet håbes på en kombi-terminal med ny erhvervspark med infrastruktur – samt en snarlig udvikling på grunden, hvor det nedlagte Danish Crown-slagteri ligger.
Det er vigtigt, at politikken er demokratisk ført – af de folkevalgte og ikke embedsmændene.
På slaget 19.00 flyttede mødet fra Byrådssalen til rådhuskantinen i kælderen. Menuen på Mørbradgryde med ris og salat blev honoreret med en flot blomsterbuket til det kommunalt ansatte – som kort før mødets slutning blev klappet hjem.
Under kaffen og kokosdrømmene lagde Borgmesteren jakken og stillede op til flere spørgsmål fra salen.
Adspurgt kunne Borgmesteren svarer, at høje tilfredshedsmålinger blandt borgerne hænger sammen med god kommunikation til borgerne. De mange positive historier er vigtigt for vores forståelse af, hvem vi er og hvad vi kan.
En synlig politisk ledelse, der møder høj som lav i øjenhøjde og giver mulighed for at vide, hvad der sker, og hvor vi er på vej hen – det er noget godt at arbejde videre på. Kommunens borgere må ikke føle, at den politiske ledelse føles for langt væk, af hvilken grund borgmesterkontoret én gang om måneden vil blive flyttet til et forsamlingshus i en landsby, hvor borgerne kan møde deres borgmester. Dette vil Borgmesteren gerne se tilbage på efter sine første 100 dage – og bidrog til ”Dette vidste vi ikke om Rotary” ved at afsløre, at Ugebrevsredaktøren følger Trump.
Der var ros til Borgmesteren for at have ført en fire år lang kampagne som borgmesterkandidat. Ligeledes var der kritik over, at edderkop-kunstværket fra rundkørslen ved Føtex er fjernet.
Borgmesteren udtrykte håb om, at der i løbet af foråret findes et sted i byens centrum til et kommende middelalder-besøgscenter.
Simon Fjord (herefter: Past-Præsidenten) tog ordet og takkede Borgmesteren med håndtryk og portvin. Forsamlingen takkede med stående applaus. Past-Præsidenten takkede Samfundstjenesten for aftenens program.
Henning Jensen havde fødselsdag den 23. januar.
Næste møde afholdes torsdag den 5. februar. Niels Elmhoff kunne bekræfte, at mødet afholdes på det gamle kornlager, hvor Henrik fra ”Vin & Vin” vil forestå aftenens portvinssmagning. Hertil serveres oste. Samt pålægschokolade til Karsten Svan og andre ikke-ostespisende rotarianere.
Mødet er oprettet i Clubrunner; husk at melde evt. afbud senest på mandag kl. 12.00.
Ringsted Rotary Klub mødes til belgisk bankospil på mandag i logen.
Otto Lundgaard havde et 3 minutters-indlæg om offentlig chikane af personer med hovedbeklædning.
Mødet blev lukket kl. 20.26.
Otto