Ringsted Sct. Bendts Rotary Klub
Referat af møde nr. 36, afholdt torsdag den 28. maj 2026 kl. 18.30
Emne: Besøg af medarbejdere fra den lokale teaterforening SPAMUS
Om dagen at melde i øvrigt: Ringstederne er i aftentimerne blevet grundigt forkælet; kulturelt med Musik- og Kulturskolens Alsang-event resp. LIONS-folkenes årlige byfest, vejrmæssigt med 21 graders varme
Antal tilmeldte deltagere: 34 – samt tre gæster
H.C. (i det følgende: Klubmesteren) åbnede mødet med et ”Rigtig hjerteligt velkommen – og skal vi ikke starte med at sige skål?” Det gjorde vi. Klubmesterens præsentation af aftenens sang var imponerende lang og involverede en landmåler og en sognepræst, operaer med fede damer, et giftermål der satte en ellers rejselysten violinist på ”hold”, en masse børn i lystanlægget, katolske præster samt et anerkendende ”Godt, Rømer!” fra forsamlingen.
Inden afsyngning af tre vers af Thøger Larsen og Oluf Rings ”Danmark, nu blunder den lyse nat” foretog Klubmesteren fordeling af bordnumre, under behørig hensyntagen til flertallet af gæsterne samt præsidenten. Maja fik ros for dansk sommermad: salat i selskab med nye kartofler, sovs og kvarte, stegte kyllinger.
Efter middagen gav Allan Petersen (også og endnu kendt som Præsidenten) ordet og lærredet til Henrik Landin Weber Pedersen og Claus Albrechtsen, henholdsvis formand og næstformand i teaterforeningen SPAMUS – og ellers begge beskæftiget ”i teknikken”.
Teatrets fulde navn er Sdr. Park Amatør Musical, kogt ned til SPAMUS (og ikke med akronymer til SPAM, hvilket formentlig havde givet tekniske udfordringer ved afsendelse af mails.
Foreningen er oprindelig oprettet i 1992 for unge mennesker, støttet af såvel SSP som Ringsted Kommune i de første år, men fra starten var der forældre og familier, der gik med i arbejdet med det, de kunne, lige fra kagebagning og fremstilling af kulisser til medvirken på scenen. At der spilles teater for hele familien, hænger samtidig sammen med, at alle i foreningen føler sig som én stor teaterfamilie, hvor alle kan bruges. Folk med udfordringer, folk med handicap, alle kan bruges – for de skal nok passe ind.
I sidste sæson var 30 personer beskæftiget fra første mandag i september til og med forestillingen i ugen op til påskeferien. Der holdes mødeaften hver mandag i perioden fra kl. 19 til 21. De første mange møder går med teaterleg, idet rollerne til årets stykke går rullende på tur under gennemlæsningen. Gnisten i arbejdet – og med det lange forløb fra september til marts/april – holdes oppe takket være den leg, der finder sted omkring teaterarbejdet, samt stor opbakning fra de engagerede familier. ”At se et barn spille over for en voksen skuespiller – det giver noget!”
Et gennemgående problem har været leje af lokaler til øvning samt opførelse af årets teaterstykke. Opførelsen gennemføres i Ahornhallen som afslutning på et intenst forløb hen over 14 dage med én forestilling fredag, to forestillinger lørdag og totaloprydning søndag. Over de 14 dage bliver hallens sal fyldt med lys og kulisser. Der øves i den første weekend, og hen over den anden uge frem til forestillingerne holdes daglige møder med fællesspisning, afløst af øve, lyd, lys, teknik og sminke. En i sandhed intens uge.
Teaterforeningen er momsregistreret med CVR-nummer. På regnskabets indtægtsside findes indtjening ved salg af billetter samt tilskud og sponsorater. Foreningen er også på dette punkt et socialt teater, idet der ydes familierabat. Indtægter ved salg af vand, øl og kaffe går til foreningens afslutningsfest. Leje af udstyr er en anselig regnskabspost på 25 tkr., men anskaffelse af storskærm har forbedret mulighed for at skaffe bedre og computerdesignerede kulisser.
Testerforeningen er modstandere af brug af et stort scenetæppe som ved klargøring til næste scene. I stedet arbejdes der på at flytte publikums fokus i teaterrummet; altid en spændende opgave.
”Vi har været her i mange år, men ikke alle har vidst, at vi har været her. Bliv en del af magien – en ny sæson starter til september,” afrundede Henrik sit indlæg og røbede, at næste års forestilling bliver ”Ali Baba og de fyrretyve røvere”. Hertil oplyste en rotarianer (vi holder Elmhoff anonym), at der vil være mange røvere at hente til forestillingen i aftenens forsamling. Han blev ikke modsagt.
Der var stående applaus til SPAMUS’ indlæg, som blev honoreret med to gange tre flasker vin samt anerkendende ord fra Præsidenten.
Præsidenten takkede aftenens gæster for deres berigende besøg samt Frede Poulsen for sit besøg, denne gang bænket ved et andet bord.
Ingen fødselsdage (altså blandt rotarianere, men dog i Kongehuset) siden sidst.
Næste møde bliver med besøg af tidligere udvekslingsstuderende.
Ringsted Rotary Klub holder sit næste møde som kaminmøde.
Præsidenten opfordrede tjenesterne til at indsende bidrag til næste års kalender.
Christian Pedersen holdt afslutningsvis en seks minutter langt indlæg om situationen i Ringsted Sogns menighedsråd mht. problematikken omkring Sognegårdens videre skæbne.
Mødet blev ringet af klokken 20.16.
Referent: Otto